Pele Maratse: Hvis Kulusuk skal overleve som bygd kræver det fortsat erhversudvikling

Kulusuk fejrer sit 100 års jubilæum i disse dage. Da Kulusuk har en lufhavn, spiller den en vigtig rolle for både Tasiilaq og de andre bygder. Det siger formand for bygdebestyrelsen i Kulusuk, Pele Maratse.
Skrevet af Mads Lynge
06. august 2009 16:38

- Turismen er en vigtig indtægtskilde for Tasiilaq og omegn, og der spiller Kulusuk en vigtig rolle, da den jo har en lufthavn, siger Pele Maratse.

Ved et erhvervsseminar i marts måned i Tasiilaq, blev det blandt andet diskuteret hvad der skulle til for fortsat at udvikle turismen i Tasiilaq, og der kom det blandt andet frem, at lufthavnen i Kulusuk kunne lukkes og flyttes til Tasiilaq. Det falder ikke i god jord hos Pele Maratse:

- Selvfølgelig vil det få fatale konsekvenser for Kulusuk. Arbejdsløsheden ville stige, men jeg kan ikke spå hvordan det for eksempel vil komme til at se ud om ti år. Jeg håber selvfølgelig at den positive udvikling fortsætter. Ikke mindst hvad angår udviklingen i turismen og fiskeriet, siger bygdebestyrelsesformanden.

Han holdt idag et møde med borgmester for Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup. Bygdebestyrelsen i Kulusuk fik blandt andet større ansvar for den økonomiske styring. Et ansvar, som Pele Maratse er stolt af. Han lover, at han sammen med resten af bygdebestyrelsen vil styre bygdens økonomi på en forsvarlig måde.

Kulusuk har idag 320 indbyggere.