Paul Watson beder om politisk asyl i Frankrig

Frankrigs præsident Macron har tidligere kritiseret tilbageholdelsen af Paul Watson. Nu håber Watson at få politisk asyl i Frankrig.
Aktivisten Paul Watson håber at kunne undgå udlevering til Japan ved at opnå politisk asyl i Frankrig. Foto © : Loic Venance/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
17. oktober 2024 10:28

Aktivisten Paul Watson, der siden juli har været tilbageholdt her i landet, har bedt den franske præsident Macron om at give ham politisk asyl.

Anmodningen om asyl blev sendt til Macron for nogle dage siden, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Det er sket i et brev, siger Lamya Essemlali, der er leder af aktivistgruppen Sea Shepherd France, som Watson tidligere har været medlem af.

Anholdelsen af den 73-årige Watson skete på baggrund af en arrestordre fra Japan, der ønsker Watson udleveret og retsforfulgt for en hændelse i Antarktis i 2010.

Her overfaldt Watson ifølge de japanske myndigheder et japansk hvalfangerskib, der var i færd med at jage og dræbe hvaler.

Japan mener, at han forhindrede fangerne i at gøre deres arbejde og var med til at gøre skade på en fanger.

Watson er en mangeårig aktivist, der har kæmpet mod hvalfangst.

Den 2. oktober forlængede Retten i Grønland fængslingen af ham til den 23. oktober.

Det er Justitsministeriet i Danmark, som skal tage stilling til, om Watson skal udleveres til Japan.

I øvrigt har Watson fået tilladelse af Procesbevillingsnævnet til at få sagen om fængslingen prøvet i Højesteret.