Patientforening: Alarmopkald er for besværlige

Det er al for upraktisk og omstændigt, at man gang på gang bliver stillet om i forbindelse med et alarmopkald. Det mener Astrid Hansen Hard, formand for Grønlands Patientforening. Hun efterlyser et fælles nummer for alle alarmopkald i stil med Alarm 112 i Danmark.
07. april 2011 11:50

- Man burde kunne ringe til et trecifret direkte nummer for at tilkalde hjælp. Det går ikke, at man først skal igennem en masse instrukser, før man kan komme til at tale med en, der kan hjælpe. En alvorlig syg patient skal kunne komme i direkte kontakt med en person, der kan hjælpe. Så jeg er enig i, at der bør oprettes et fælles nummer for alle alarmopkald i Grønland, siger Astrid Hansen Hard til KNR.

Dermed er hun på linje med Otto Albrechtsen, der er førstehjælpsinstruktør i Kalaallit Røde Korsiat. Han mener, at der er brug for ét fælles nummer, da omstillinger efter hans mening kan koste menneskeliv.

Beboere ringede forgæves

Mandag i denne uge udbrød der brand i en transformerstation i Blok 1 i Nuuk. Da branden udbrød i stationen, der er placeret i stueetagen i boligblokken, ville overboen tilkalde brandvæsenet, men havde en del kvaler.

- Jeg ringede til politiet, da jeg ikke kunne huske nummeret på brandvæsenet, men de henviste mig til nummeroplysningen. Da jeg endelig ringede 113, var der en telefonsvarer, som sagde, at jeg skulle ringe til politiet, og det gjorde jeg så igen, sagde Kirstine Godtfredsen.