Højesteret: Patient var godt nok informeret i sag om brystoperation

En overlæge på Dronning Ingrids hospital havde informeret patienten godt nok i en sag om en brystoperation.
Foto © : KNR Arkiv
25. januar 2017 05:13

Det har højesteret slået fast i en principiel sag om, hvor meget information patienter har ret til om forskellige muligheder for behandling forud for en operation.

I 2005 fik en kvinde fjernet sit ene bryst på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk på grund af brystkræft.

Senere lagde kvinden sag an mod en overlæge, Dronning Ingrids Hospital og Departementet for Sundhed, fordi overlægen ikke havde informeret hende om muligheden for at blive undersøgt og eventuelt få foretaget en brystbevarende operation i Danmark.

Men nu har Højesteret altså slået fast, at kvinden ikke havde krav på at blive informeret om mulighederne i Danmark, og derfor er hun heller ikke berettiget til erstatning eller godtgørelse.

Ifølge en landstingsforordning er hospitalet kun forpligtet til at informere om de behandlingsmuligheder, der tilbydes af det Grønlandske sundhedsvæsen i eller uden for Grønland.

Højesteret har med dommen stadfæstet dommen fra landsretten.