Patient reddet af blod fra kommunens medarbejdere

En patient var i overhængende livsfare i weekenden i Tasiilaq, men så trådte medarbejdere fra Kommuneqarfik Sermersooq til.
Skrevet af Kenneth Elkjær
08. februar 2017 14:40

En patient på sygehuset i den østgrønlandske by blødte kraftigt, og havde brug for bloddonation for at redde livet. Men lageret var tømt, og flyet til Nuuk kunne ikke gå på vingerne på grund af dårligt vejr.

Det skriver Kommuneqarfik Sermersooq i en pressemeddelelse.

Og hvad gør man så? Jo, personalet på sygehuset tænkte hurtigt og kontaktede Tasiilaqs største arbejdsplads, kommunen. Og det virkede. Indenfor blot to timer blev der doneret tre portioner blod, der kunne bruges til den pågældende patient.

Endnu flere tilbød at donere blod, men de matchede ikke blodtypen hos patienten. De vil i stedet blive tilbudt at indgå i sygehusets donorkorps i fremtiden.

Regionslæge Hans Christian Florian Sørensen er overvældet over den respons, sygehuset personalet modtog, da de havde brug for hjælp.

- Borgerne i Tasiilaq har virkelig bevist, at de stiller op, når det gælder. Samfundsmæssigt kan det oven i købet ende med, at vi i nogle tilfælde ikke behøver at chartre fly, udtaler han.