Pas på hælervarer på Facebook

Grønlands Politi har lagt mærke til, at borgerne i Nuuk er blevet mere opmærksomme på at opklare tyverier på den elektroniske platform.
Foto © : Facebook Screendump/KNR
Skrevet af Malu Pedersen
10. marts 2015 04:28

Politiet får nemlig flere og flere henvendelser fra borgere, der har set deres stjålne ejendele solgt videre på nettet. Butikkerne er også blevet bedre til holde øje med deres overvågningsudstyr.  

- I den forgangne uge, har vi igen opklaret en indbrudssag, hvis tyvekoster blev solgt via Facebook-gruppen KØB-SALG-BYTTE, samt flere butikstyverier bliver løst via overvågning, skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

 

Flere henvender sig om tyvekoster

Vagtchef i Grønlands Politi, Bjørn Bjerregaard, uddyber, at politiet får stadig flere henvendelser fra bekymrede borgere, der henvender sig til politiet, når de spotter deres stjålne ejendele blive solgt videre på forskellige KØB-SALG-BYTTE-sider på Facebook.

Derudover er der flere butikstyverier, der bliver opklaret.

Butikkerne er nemlig blevet mere opmærksomme på, at holde øje med deres overvågningsudstyr. I hvert fald får politiet flere videobånd med tyve, der filmes på fersk gerning.