Partitilskud adskilles fra Bureau for Inatsisartut

Et enigt Inatsisartut vil ændre loven om økonomisk tilskud til politisk arbejde. På den måde vil tilskud til partierne blive adskilt fra Bureau for Inatsisartut, og tilskuddet til partierne vil blive mere gennemskuelige.
Skrevet af Oline I. Olsen
07. oktober 2009 15:55

Ifølge fungerende formand for Inatsisartut Olga Poulsen Berthelsen er formålet med ændringen af loven om økonomisk tilskud til politisk arbejde et ønske om at adskille tilskud til partierne fra Bureau for Inatsisartut.

Det vil blandt andet betyde, at administrationen af løn og ansættelse af partikonsulenter vil overgå fra bureau for Inatsisartut til de enkelte partier.

Ændringen af loven er samlet set neutral for landskassen, fordi budgetmidler på 3.145.000 kroner vil blive flyttet fra bureau for Inatsisartut til tilskud til politisk arbejde.

Med ændringen af loven bliver tilskud til politisk arbejde forhøjet. Hvert parti vil fremover få et fordoblet grundbeløb samt forhøjet supplerende beløb pr. mandat om året.

- Ændringen er nødvendig, da det er vigtigt at partierne selv har ansvaret for deres økonomistyring, også fordi bureau for Inatsisartut ikke kan gå ind og blande sig i de enkelte partiers organisation eller økonomiske administration, siger fungerende formand for Inatsisartut Olga Poulsen Berthelsen.

Med ændringen af loven om økonomisk tilskud til politisk arbejde bliver tilskuddene til partierne ialt 8,5 millioner kroner. Og partierne skal med den nye lov hvert år redegøre for forbruget af tilskuddet fra landskassen.