Partistøtte skal være kendt

Partierne har i årevis fået flere penge i tilskud, end offentligheden har kendt til. For at skelne klart mellem formandskabets pengekasse og partiernes, er Inatsisartut i øjeblikket ved at fjerne den praksis, siger formand for Inatsisartut Josef Motzfeldt.
22. oktober 2009 10:06

Løn til partikonsulenter, oversættelser af beslutningsforslag, opdatering af software og en stribe andre, er indtil i dag blevet givet til de politiske partier som såkaldte indirekte tilskud. I alt omkring 3 millioner kroner. Men det skal med en ny lov være slut, siger formand for Inatsisartut Josef Motzfeldt.

- Den nye ordning synliggør, hvor stor en bevilling, der tilgår til politisk arbejde, så Gud og enhver mand kan følge med. Det er det samme beløb, der bliver overført fra bureauet til de enkelte partier, siger Josef Motzfeldt.

Før formandskabet indstillede til Inatsisartut at ændre loven, kendte offentligheden ikke til de indirekte tilskud. Udover at vælgerne tidligere ikke klart kunne se, hvor mange penge partierne reelt har fået, gav det også problemer med administrationen af pengene, fortæller Josef Motzfeldt.

- Formandskabet har hidtil haft meget svært ved at holde kontrol med støtten til partierne. Man har ikke kunnet nægte støtte, når for eksempel partikonsulenterne kom og sagde: 'Vores pc-park skal fornyes.' Uden egentligt lovgrundlag har man kunnet udnytte den situation, at der var en gråzone uden egentlig lovgivning. Fra nu af er den gråzone totalt lukket, siger han.

Partierne får i alt 8,5 millioner kroner i støtte. Godt 3 millioner kroner har tidligere været indirekte tilskud.

Forslaget bliver tredjegangsbehandlet fredag.