Partii Inuit tæt på Inatsisartut-exit

Partii Inuit balancerer på kanten af at ryge ud af grønlandsk politik. Flere meningsmålinger har givet partiet modvind, senest Epinions i dag, hvor der kun er opbakning til partiet fra to procent af stemmerne.
Formanden for Partii Inuit Nikku Olsen
19. november 2014 17:30

Formand i partiet, Nikku Olsen, respekterer målingsresultatet og tager det til efterretning.

Her er hans egen forklaring på, hvorfor  opbakningen ikke er stor i målingen.

- Det nyeste parti, Naleraq, har haft stor indflydelse i valgkampen. Jeg tror, at partiet har taget en del stemmer fra andre partier. Der vil altid være mere fokus på nye partier, siger Nikku Olsen, formand i Partii Inuit.

 

Fakta om Epinions måling

  • Meningsmålingen bygger på 731 interview blandt tilfældigt udvalgte borgere i Grønland
  • Dataindsamlingen er foretaget telefonisk i perioden 6.-17. november. Interviewere er alle dobbeltsprogede og respondenterne har haft mulighed for at svare på enten grønlandsk eller dansk. 87 % har valgt at svare på grønlandsk og 13 % har valgt at svare på dansk.
  • Telefonnumrene er leveret af TelePost og indeholder fastnetnumre, mobilnumre og numre fra taletidskort.
  • Den statistiske usikkerhed er maksimalt +/- 3,6 %

Partiet fik ved sidste valg 6,5 procent af stemmerne, men i Epinions rundringning, er der kun opbakning fra to procent.

Hvordan har Olsen så tænkt sig at indhente de nødvendige stemmer inden valget, så partiet kan blive ved med at sidde i Inatsisartut, spurgte KNR.

- Partiformandsdebatten kan ændre på opbakningen til os, siger Nikku Olsen.

- Jeg mener ikke, formændenes valgplaner endnu er blevet fremlagt grundigt i medierne.