Partii Inuit bryder med koalitionen
Det nyeste parti i Grønland, Partii Inuit, har opsagt deres tekniske samarbejde med koalitionen. Det er sket med omgående varsel, og det betyder at flertallet bag den siddende regering bliver endnu mere usikkert end tidligere.
Skrevet af Peter Troelsen
Partileder Nikku Olsen er ikke længere tryg ved interne konflikter i koalitionen og har derfor valgt at trække partiet ud af det samarbejde, der fra starten var et regeringssamarbejde, men sidenhen blev til et teknisk samarbejde, da Aleqa Hammond ikke længere ønskede at have Partii Inuit med i regeringssamarbejdet.
Fra Partii Inuits side har der også været en stor utilfredshed med at koalitionen har indgået et teknisk samarbejde med Demokraterne. Det samarbejde har betydet flere udvalgsposter til Demokraterne. Flere af dem på bekostning af Partii Inuit, der mistede posterne da Lars Peter Mathæussen forlod Partii Inuit til fordel for Siumut.
I øjeblikket er Partii Inuit repræsenteret ved Randi Broberg i Inatsisartut.