Palles arvtager tøver med at opsige aftale

Selv om den voldsomt kritiserede indkøbsaftale med Air Iceland i går førte til, at Palle Christiansen blev fjernet fra posten som naalakkersuisoq for finanser, har hans efterfølger, Maliina Abelsen, ingen planer om at opsige aftalen.
Skrevet af Mads Fisker
12. marts 2011 13:17

- Jeg vil ikke love, at aftalen bliver opsagt, men vil nu sætte mig godt ind i sagerne og få nogle samtaler og diskussioner med de involverede parter. Og så håber jeg på, at vi lander den på et sted, hvor både koalitionen og befolkningen og alle andre bliver tilfredse, siger den nyudnævnte naalakkersuisoq for finanser.

 

Hun ønsker, at befolkningen i højere grad retter opmærksomheden mod de omfattende reformer på blandt andet skatte- og boligområdet, som Skatte- og Velfærdskommisionen tidligere på ugen lagde op til.

 

- Jeg ved godt, at Air Iceland fylder utrolig meget i folks bevidsthed, men jeg bliver også nødt til at minde om, at der altså er nogle gevaldigt større problemer, som vi også skal til at tage fat på, siger Maliina Abelsen.