Palle: Vi er alle med til at betale

Kritikken af brændstofafgiften på 25 øre pr. liter preller af på naalakkersuisoq for finanser Palle Christiansen.
Skrevet af Jette Andersen
21. juli 2010 11:14

- De afgifter, vi indfører, skal være socialt og miljømæssigt afbalancerede. Og den her har netop et miljøsigte, siger Palle Christiansen.

Med hensyn til kritikken fra KNAPK, der er bange for, at deres medlemmer må opgive at fortsætte erhvervet, hvis brændstofafgiften vedtages, så tror Palle Christiansen, at fiskerne og fangerne i hele Grønland vil være stolte af at være med til at bidrage til det grønlandske velfærdssamfund.

Alternativet er at sætte skatten op på arbejde og dermed kun straffe dem på arbejdsmarkedet eller hæve elafgiften, men på den måde, ville det primært kun blive folk bosiddende i Nuuk, der skulle betale, forklarer han.

- Da der var Selvstyrevalg vidste alle, at det ville blive dyrere i fremtiden. Nu kommer regningen, og nu er der en hel masse, der prøver at løbe fra den. Den går bare ikke, siger Palle Christiansen.

Til kritikerne siger han, at de hellere skulle komme med konstruktive forslag til, hvordan det grønlandske samfund får økonomien til at hænge sammen, hvor alle bidrager.