ICC generalforsamling Palle Jerimiassen: - Jeg blev stolt og rørt

Sent i går aftes på sidstedagen af ICC´s generalforsamling i Alaska, blev det bestemt at næste generalforsamling i ICC skal finde sted i Ilulissat i 2022.
Skrevet af Karsten Sommer
20. juli 2018 14:33

Det var Grønlands tur til at afholde ICC-generalforsamling, og tre af Grønlands kommuner havde lagt billet ind på arrangementet. Men sent i aftes kunne Hjalmar Dahl, præsident for ICC-Grønland, så annoncere at det blev Avannaata Kommunia der vandt.

Radioavisen spurgte i dag borgmester i Avannaata Kommunia, Palle Jeremiassen, der var til stede på ICC-konferencen, hvordan han reagerede da Ilulissat fik tildelt værtsskabet i 2022?

- Jeg blev stolt og tydeligt rørt over at vi blev udpeget som den næste værtsby. Det er en stor ære for både kommunen og befolkningen. Og jeg regner helt sikkert med at det bliver en stor oplevelse for hele Grønland. Vi vil ihvertfald gøre vores bedste for at det bliver et godt og velfungerende arrangement, siger borgmester Palle Jerimiassen.

I sin præsentationstale for ICC-delegaterne, slog borgmesteren på Ilulissats gode indkvarteringsmuligheder og byens store erfaring med at bespise mange udefrakommende gæster.  Og så, ikke mindst, de enestående naturoplevelser som et besøg i Ilulissat fører med sig.

- Nu har jeg selv her i Utqiavik, Barrow oplevet hvordan arrangørerne griber det an, og kan se det bliver en stor opgave, som jeg dog glæder mig meget til.

- Og vi vil bede hele kommunens indbyggere om hjælp til arrangementet. Det bliver ikke kun Ilulissat, men hele kommunen, der får glæde af arrangementet. Vi kommer til at bruge hele vores kommunens kulturelle mangfoldighed, og få input fra regionerne. Så jeg tror folk har noget at glæde sig til, slutter en lidt søvndrukken borgmester, Palle Jeremiassen, som Radioavisen vækkede klokken ½5 i morges - Alaska-tid.
 
Ved den netop afsluttede ICC-generalforsamling i Alaska var der 430 officielle deltagere fra Alaska, Canada, Rusland og Grønland.