Palle: Forældre skal kunne flytte med

Et kontroversielt forslag fra Naalakkersuisoq for Uddannelse Palle Christiansen lægger op til, at forældre til bygdebørn flytter med til byerne, når børnene skal gå i 7. klasse.
12. maj 2011 11:20

Tanken er, at børnene afslutter deres skolegang i byerne for at sikre dem en ordentlig og kompetent undervisning.

Palle Christiansen forklarer, at hans ide er, at de elever der går i 7. og 8. klasse skal bo i lejligheder, der give mulighed for, at forældrene kan bo sammen med dem.

- Det vil sige, at børn og forældre ikke bliver adskilt fra 7. klasse, sådan som en masse mennesker går og tror. Der er tale om en misforståelse, fordi folk ikke har villet lytte til ideen eller give mig chancen for at forklare, hvad det hele går ud på, siger Palle Christiansen.

Tanken er herefter, at børnene, når de kommer i 9. og 10. klasse skal bo alene, ligesom man gør i dag.

- Men så har børnene haft to år med forældrene, og det vil sige, at familierne herefter har haft to år til at skaffe sig en bolig, hvis de ønsker fortsat at være sammen. På den måde kan hele familien være sammen under hele skoleforløbet.

Palle Christiansen forestiller sig en kostskole med pædagogisk opsyn i alle døgnets 24 timer, så det bliver et sikkert og trygt sted for eleverne og med klare regler for, hvad man kan, og hvad man må.

- Der er ikke lagt op til fire års ferie. Vi må lære af tidligere fejl, siger han og tilføjer, at ideen egentlig ikke er ny.

- Der er så mange, der har talt om, at man ikke bare kan tage eleverne væk fra et sted og så undervise dem et andet sted. Men det har man da gjort før med gode resultater. Havde man for år tilbage en elev fra Sisimiut, blev han eller hun sendt videre til præparentklasse i Aasiaat og herfra videre til realskole i Nuuk. Og mange af dem, som gik gennem det skoleforløb er dem, som i dag er højtuddannede i det grønlandske samfund, fordi de fik en god uddannelse. Og jeg har det sådan, at jeg ikke vil efterlade nogen børn på perronen, når uddannelsestoget kører. Alle børn skal med, understreger Palle Christiansen.

Palle Christiansen afviser blankt den kritik, der har været af forslaget, som nogen skolefolk mener er en slags gidseltagning af børn for at fremskynde affolkningen af bygderne.

- Det som er mit fokus er elevernes undervisning og fremtidige uddannelsesmuligheder. Og hvis det er et problem for eleverne, at de ikke kan være sammen med forældrene, så vil jeg gerne skabe rammerne for, at de kan være sammen.

Hen henviser til, at når man bygger kollegier eller kostskoler er det økonomisk stort set ligegyldigt, om du bygger enkeltværelser eller lejligheder.

Han mener i øvrigt heller ikke med henvisning til Skatte- og Velfærdskommissionens betænkning, at det rent samfundsøkonomisk vil medføre de store problemer.

- Rent faktisk anviser kommissionen på det uddannelsespolitiske område en række nye finansieringsmuligheder. Blandt andet ved at beskatte pensionsordningerne her i landet.

Palle Christiansen forestiller sig i øvrigt, at den nye skolegang for bygdebørnene indledes som pilotprojekter - eksempelvis i Tasiilaq og Sisimiut - inden ordningen eventuelt sættes i kraft for hele landet.