Paarisa lover dialog med unge om sikker sex-kampagne

Paarisa tager kritikken af kondomkampagnen til sig og vil gerne i dialog med de unge. Det siger afdelingschef i Paarisa Bodil Karlshøj Poulsen efter, at unge journalist-studerende har kritiseret kampagnen for ikke at nå ud til de unge med budskabet om sikker sex.
Skrevet af Jaaku Lyberth
22. september 2009 09:15

Kritikken fra en række unge af Paarisas kampagne for sikker sex gør indtryk på afdelingschef Bodil Karlshøj Poulsen.

- Vi lytter til hvad de to unge siger, og det er givet, at mange andre siger som dem, men kampagnen skal fange de unges opmærksomhed, og det skal vi gøre på mange måder. Hvis kampagnen ikke fanger de unges opmærksomhed, så kunne vi jo håbe, at reklamen rammer forældre eller bedsteforældre, siger hun.

De voksne skal nemlig huske, at spørge de unge om de husker, at bruge kondomer.

Ingen skræmmekampagne

Paarisa har ikke tænkt sig at føre skræmmekampagne.

- Vi tror mere på dialog. De unge skal oplyses om, hvad konsekvenserne er, hvis man ikke beskytter sig. Men den oplysning mener, vi man får bedst i en dialog, siger Bodil Karlshøj Poulsen.

Dialogen kan ske både i klassen, med forældrene, med ældre søskende eller andre, understreger hun.

Lægeklinikken i Nuuk samt flere af kystens sygehuse stiller sig også til rådighed for skoler, der vil have mere information om sikker sex. Ligesom forebyggelseskonsulenter er parate til at gå ud og informere.

populær hjemmeside

Men Paarisas kampagne om sikker sex er ikke spildt. Bodil Karlshøj Poulsen oplyser, at hjemmesiden iggu.gl, som åbnede sidste vinter bliver godt brugt af de unge i dag. På hjemmesiden kan man blandt andet bestille kondomer.