Paarisa: Iggu.gl en succes

Paarisa's hjemmeside iggu.gl har været en succes. Det erklærer Paarisa. Siden, der åbnede i december 2008 besøges cirka 250 gange om ugen.
Skrevet af Najaaraq Egede
25. september 2009 07:07

De fleste besøgende er førstegangsbesøgende, der måske er for generte til at gå ned på sygehuset eller sundhedscentret for at hente kondomer, siger afdelingschef i Paarisa Bodil Karlshøj Poulsen:

- Det var på baggrund af en række forespørgsler hos unge, der netop sagde, at de ønskede let tilgængelige kondomer. Nogen er rent faktisk for generte til at gå ned på sygehuset, lægeklinikken eller sundhedscentret for at hente dem. Derfor besluttede vi at lave en mulighed for online bestilling af kondomer, siger Bodil Karlshøj Poulsen.

Paarisa sender mellem 30 og 50 iggu-forsendelser om ugen. En forsendelse til kystens unge indeholder ni kondomer.

Også uddannelsesinstitutioner og forebyggelseskonsulenter bestiller kondomkasser. En kasse består af 800 pakker med 3 kondomer i hver.

Bodil Karlshøj Poulsen er glad for, at hjemmesiden har virket efter hensigten. Paarisas reklamekampagne i TV har nemlig været udsat for kritik af de unge.

- TV-spotsene skal ses som en øjenåbner til at huske, at på www.iggu.gl, kan man få viden om sikker sex, kønssygdomme samt bestille kondomer, som vi sender gratis ud, siger hun.

Iggu.gl er stadig under udvikling og foreløbig kun på grønlandsk, men det er planen, at den også kommer på dansk.