Pænt overskud hos Nukissiorfiit

Hele Grønlands energiselskab Nukissiorfiit kom ud af 2012 med et positivt resultat på i alt 46,5 mio. kr.
Skrevet af Karsten Sommer
04. april 2013 07:24

Omsætningen steg med små 75 mio. kr. i forhold til 2011, og det er mest fordi olieprisen er blevet ved med at stige. 12 mio. kr. stammede fra, at kunderne havde brugt mere energi sidste år end året før det.

- Nukissiorfiit er en meget vejrfølsom forretning, og i 2012 havde vi en kold periode, hvor varmeforbruget generelt steg, forklarer energidirektør Henrik Estrup i en pressemeddelelse.

Driftsomkostningerne faldt ellers i 2012 med 19,1 mio. kr. i forhold til 2011, og der er bl.a. fordi, Nukissiorfiit har opsagt personale.

- Som konsekvens af nedskæringerne har vores medarbejder måtte omstille sig til nye opgaver, og det har de klaret med stor professionalisme, understreger Henrik Estrup.

Nukissiorfiit investerede sidste år markant. Der byggede på vandkraftværker, og det har præget virksomhedens økonomi. Der er i 2012 brugt 416 mio. kr. på 120 forskellige anlægsprojekter. I 2012 producerede Nukissiorfiit 61 % af både el og varme på vandkraft. Tallet forventes at stige til godt 70 %, når Ilulissat vandkraftværk kommer i drift hele året.

Også i 2013 forventer ledelsen i Nukissiorfiit besparelser, og man lægger op til en ny såkaldt tarifstruktur - altså prisen på Nukissiorfiits produkter.