Pæn interesse for isfjordsløb

Kangia Race i Ilulissat får deltagelse fra Ilulissat, Nuuk og Danmark.
Skrevet af Noah Mølgaard
26. maj 2011 09:23

Tre dages-løbet Kangia Race bliver afviklet i Ilulissat for andet år fra den 10. juni og der er allerede pæn interesse for løbet.

- Vi har allerede nu fået tilmeldinger fra 18 hold, der tæller 40 løbere. Men der plejer at komme tilmeldinger i sidste øjeblik, så antallet af deltagere skal nok blive pænt, fortæller Rigmor Villadsen fra arrangørerne til KNR.

Deltagerne skal tilbagelægge 45 kilometer i fugleflugt i løbet af tre dage. Første etape bliver fra Ilulissat til fangsthytten i Aallaaniarfik inde i isfjorden. Anden etape bliver et løb i oplandet ved Ilulissat, hvor ruten bliver fra Aallaaniarfik til Bredebugten Kangerluarsuk.  Sidste etape bliver fra Kangerluarsuk til Ilulissat.

Forårets sene ankomst har også sat sine spor i Ilulissat, hvor der stadig er sne mange steder.

- Vi er meget spændte på hvor meget sne der vil være til selve løbet. Aallaaniarfik har ikke den bedste teltplads, mens der er bedre muligheder i Kangerluarsuk, hvor vi skal overnatte dag 2, fortæller Rigmor Villadsen.

Arrangørerne har af sikkerhedsmæssige årsager besluttet at deltagerne skal være fyldt 18 år. Samtlige deltagere skal også medbringe vhf radio, telt, sovepose, proviant, skiftetøj, kompas og plaster. Arrangørerne vil sørge for at forsyne deltagerne med landkort. Deltagerne skal bære hele udstyret under hele løbet.

27 hold deltog sidste år, hvor der var 61 løbere.