Påkørte lygtepæle koster samfundet dyrt

Denne halverede lygtepæl i Nuuk er den femte i år, der er blevet nedlagt af en bilist. Heldigvis skete der ingen personskade, men uheldet koster mange penge for både kommunen og Nukissiorfiit.
Lygtepæl på vej i Nuuk Foto © : KNR
Skrevet af Apollo Jeremiassen
16. februar 2015 16:56

Årligt bruger Nukissiorfiit op mod 700.000 kroner og Kommuneqarfik Sermersooq 500.000 kroner på at vedligeholde og erstatte de ødelagte lygtepæle, når de på den ene eller anden måde er sat ud af drift.

- Lige nu bruger vi i Nukissiorfiit mellem 500.000 og 700.000 kroner om året på at skifte gadelygter, der er væltet, og vedligeholde dem alene her i Nuuk, siger teamleder i Nukissiorfiit Ujarak Kreutzmann, som har ansvaret for lygtepælene i hovedstaden.

Det koster mindst 15.000 kroner, hver gang de rykker ud for at reparere en enkelt lygtepæl efter et trafikuheld.

- Det er et problem, når vi ikke kan får fat i dem, der er skyld i uheldene, for så må vi tage pengene fra vores egen budget. Men hvis vi ved, hvem der er skyld i det, så sender vi regningen videre til vedkommende. Og regningen er minimum på 15.000 kroner pr. mast, siger Ujarak Kreutzmann.

Mellem en tredjedel og halvdelen af de personer, der er skyld i de ødelagte master, bliver aldrig identificeret, og derfor er det samfundet, der i sidste ende betaler.

Og Kommuneqarfik Sermersooq bruger omkring 500.000 kroner hvert år til vedligeholdelse, reparationer af lygtepæle og autoværn, der er skadet af enten bilister, ved et trafikuheld eller gummigeder, der rydder vejene for sne.

Siden årsskiftet er fem lygtepæle blevet nedlagt i Nuuk alene.