Påkørt af spritbilist i Qaqortoq: Kvinde brækkede benet

En kvinde pådrog sig betydelige skader, herunder et brækket ben, efter hun natten til søndag blev påkørt af en spritbillist i Qaqortoq. Det oplyser Politiet i Kujataa.
Rigspolitiet
Foto © : Rigspolitiet
Skrevet af Simon Uldum -
13. september 2016 09:04

Politiet i Kujataa, Qaqortoq, fik søndag 11. september 2016 ved 4.40-tiden om natten en anmeldelse om, at en kvinde var blevet påkørt af en bil i Qaqortoq.

Kvinden blev bragt til sygehuset i byen, hvor det blev konstateret, at hun havde pådraget sig betydelige skader, herunder et brækket ben.

Føreren af bilen forsvandt fra stedet efter påkørslen, men blev anholdt kort tid efter. Her blev det konstateret, at han var påvirket af spiritus.

Fungerende politikommissær ved Politiet i Kujataa, Sivalerak Terkilsen, oplyser, at hændelsen vil få et retsligt efterspil for føreren af bilen.