På sporet af Ortorujuk

Så er der en ny grønlandsk dokumentar på vej fra Anda Hansen, der debutterede med successen 'Qilalugarniaq' der følger en narhvalsfanger.
Skrevet af Jette Andersen
12. april 2013 14:05

Denne gang handler det om rensdyrjagt. I Anda Hansens anden dokumentarfilm, følger han fem mænd fra Niaqornaarsuk på rensdyrjagt.

Producent Anda Hansen har valgt at kalde dokumentaren 'Ortorujuup tumai atuarlugit' - På sporet af Ortorujuk.

Her følger han fem mænd fra Niaqornaarsuk på rensdyrjagt i Qarlutooq, hvor han også ser på hvordan Ortorujuk i sin umiaq i 60'erne tog jagt og ser på hvordan teknologien har ændret på jagtmetoderne.

I 1966 blev der lavet en film om Ortorujuk fra Aalatsivik, der i sin umiaq tog på rensdyrjagt.

- Og på baggrund af den ville jeg se, hvor meget teknologien har ændret jagtmetoderne på de få år, der er gået, siger Anda Hansen.

Til sin dokumentarfilm var han heldig at få fat på en af de originale kameramænd fra  filmen i 1966. Knud Udby hedder han. Og han havde ikke det fjerneste imod at medvirke i Anda Hansens dokumentar. Han bidrog blandt andet også med en dagbog, som det gamle filmhold havde skrevet dengang.

Ortorujuup tumai atuarlugit bliver vist mandag d. 15. april i Ilulissat, men den har faktisk haft sin premiere til kulturnatten i Niaqornaarsuk.

Da han blev spurgt, om bygden måtte se den, sagde han ja, ligesom fangeren fra hans første dokumentarfilms bygd, fik førsteret.

- Den blev taget god imod i Niaqornaarsuk på Kulturnatten. Der var helt fyldt i Forsamlingshuset. Både børn, voksne og ældre ville se den. Og filmen blev taget rigtig godt imod, de fyrede endda fyrværkeri af bagefter, smågriner Anda Hansen, da han fortæller.

Den 19. april kommer dokumentaren til Nuuk og kan ses i kulturhuset Katuaq.

Anda Hansen første dokumentarfilm 'Qilalugarniaq' var en kæmpe succes, og den nye film er i samme fortællegenre, oplyser han.