På jagt efter nye kommunefogeder

En hvervekampagne der lover bedre løn og uddannelse skal snart slutte flere års kamp for at få besat de tomme kommunefogedstillinger i landets bygder.
Foto © : Kim Grarup
Skrevet af Mads Ullerup
19. juni 2012 08:49

I alt 19 bygder mangler i dag en kommunefoged, men det skal snart være slut, lover administrationschef hos politiembedet, Claus Risbjerg.

- Målet er, at vi via vores kampagne vil være i stand til at få ansat kommunefogeder i samtlige bygder herhjemme, siger Claus Risbjerg.

Ambitionsniveauet er højt, når kampen for at værge nye kommunefogeder går ind.

Men omvendt er lokkemidlerne heller ikke til at tage fejl af.

Foruden timelønnen har kommunefogederne indtil nu modtaget mellem 7.300 og 50.000 kr. i vederlag om året, men fremover vil vederlaget stige til en fast sats på 75.000 kr. om året.

Derudover tilbydes kommunefogederne mere uddannelse så de bliver bedre rustet til at varetage deres opgaver ude i bygderne.

Og Claus Risbjerg håber ikke der kommer til at gå lang tid før alle bygder har en kommunefoged.

- Det er håbet, at vi inden for nogle måneder vil have ansat kommunefogeder i alle bygder, og derefter skal vi have lavet en uddannelsesplan for dem, så de kan blive klædt på til den opgave, der venter dem, siger han til KNR.

Claus Risbjerg regner ikke med, at de ekstra lønudgifter, vil gå ud over den generelle driftsbevilling til politiet i Grønland.