På jagt efter Arctic Winter Games

Inden månedens udgang ventes Nuuk, at byde på værtsskabet for Arctic Winter Games 2016. Og på den anden side af Davis Strædet melder et andet endda langt mindre Inuit-samfund sig nu på banen til de arktiske vinterlege i år 2020.
16. januar 2012 05:03

Det er Iqaluits byråd, der netop har besluttet, at byen skal byde på at blive vært for de arktiske lege om otte år, efter tilbage i 2002 at have delt værtsskabet med netop Nuuk.

Iqaluit er hovedby i Nunavut, og territoriets regering vil nu gå i gang med at udforme en officiel henvendelse til Arctic Winter Games-komitéen, oplyser byens ansvarlige for idrætsområdet, Amy Elgersma, til CBC News.

Derefter skal der opretttes en lokal komite til at tage sig af alle arrangementerne og ikke mindst bevise over for den internationale komite, at Iqaluit med sin beskedne størrelse rent faktisk magter så stor en opgave. Begivenheden ventes således at kunne tiltrække op til 1.500 sportsfolk og med dem vil flere tusinde trænere, ledere og tilskuere følge. Og tallet skal ses i relief af, at Iqaluit blot er hjem for omkring 7.000 indbyggere.

Byen har dog den klare fordel, at man allerede har mange af de faciliteter, der er nødvendige for at opnå værtsskabet. Blandt andet arenaer til hockey og indendørs fodbold. Samtidig satser man dog på blandt andet at opføre nye rammer for blandt andet de medfølgende kulturelle opvisninger fra de arktiske egne.

Som nævnt var Iqaluit sammen med Nuuk fælles værter for de arktiske vinterlege i 2002; dette gav Iqaluit mange positive erfaringer, og nu mener byen altså, at den kan magte opgaven selv.

I Grønland har Nuuk altså også givet tilsagn om, at man er interesseret i på egne ben at afholde Arctic Winter Games i 2016. I løbet af januar ventes det officielle bud som vært for legene om fire år at blive afleveret.

Dette års Arctic Winter Games afholdes fra 4. - 10. marts i Whitehorse i den canadiske provins Yukon nær Alaska. Den grønlandske delegation ventes at bestå af omkring 130 udøvere, trænere og ledere.