Overvejer flytning af Avannaata Qimussersua

Store mængder is har lukket farvandet mellem Attu og Sisimiut. Dermed er det usikkert om Avannaata Qimussersua kan afvikles i Sisimiut.
Skrevet af Noah Mølgaard
16. marts 2011 13:22

Avannaata Qimussersua skulle efter planen have været afviklet i Sisimiut lørdag den 26. marts og deltagerne skulle begynde at ankomme en uge før løbet.

Men den kraftige vind har blæst store isflager til kyststrækningen mellem Attu og Sisimiut.

- Deltagerne fra Kangaatsiaq, Aasiaat, Qeqertarsuaq og Qasigiannguit skulle efter planen have sejlet til Sisimiut. Men de store mængder is har lukket søvejen. Selv store fartøjer kunne ikke sejle igennem, fortæller formanden for Avannaata Qimussersua Mikkel Jeremiassen til KNR.

Deltagerne fra Ilulissat, Qeqertaq og Saqqaq på ialt otte slæder skulle være fløjet til Sisimiut med en Dash 7. De øvrige 20 deltagere skulle have sejlet med fartøjer til Sisimiut på en strækning, der nu er lukket af is.

- Nu skal vi sammen med deltagernes foreninger tage stilling til om Avannaata Qimussersua skal flyttes til en anden by, siger Mikkel Jeremiassen.

Mødet starter klokken 17.00.