Overtagelse af handicapområde kræver uddannelse

Inatsisartuts beslutning om, at det fra 1. juli er kommunerne og ikke Selvstyret, der skal have ansvaret for landets handicappede, får en blandet modtagelse rundt omkring i Grønland
Skrevet af Karsten Sommer
22. april 2010 18:15

- Man bliver nødt til at råbe højt mange gange, før kommunen reagerer på den handicappedes behov. Og det er os, der må fortælle dem, hvad loven siger og ikke kommunen, der fortæller os hvad de handicappedes rettigheder er.

Det siger Poul-Erik Christensen fra Sisimiut, der ofte har følt at han rendte panden mod en mur, når han skulle hjælpe sin datter, der blev handicappet for halvandet år siden.

- Det, der er galt ude i kommunerne i øjeblikket, er at de slet ikke er klar til at overtage området. Personalet har ikke forstand på de handicappedes behov, som det er nu, mener Poul-Erik Christensen.

Sydpå i Qaqortoq ser de dog frem til at ansvaret overdrages til kommunerne. En far har tit syntes, at der var meget langt til Selvstyrets myndigheder.

- Det er ofte svært at få fat i de rigtige personer hernede fra. Hvis det bliver overdraget til kommunerne, så mener jeg, det kan blive lettere at finde de rette personer at snakke med, siger Poul Petersen, hvis 21-årige datter har boet på handicapinstitution, siden hun var 3 år gammel.

Hos IPIS - Viden- og Rådgivningscenter for Handicappede - er man opmærksom på, at der ligger en stor opgave i at uddanne kommunernes personale til den ny opgave.

- Der vil selvfølgelig blive en indkøringsfase, og det er også derfor, vi har valgt at sige, at vores konsulenter bliver ved med at arbejde på det her område, så de kan hjælpe kommunerne, så længe der er behov for det, siger Naja Rosing-Fleischer, der er afdelingschef i Departementet for Sociale Anliggender. De organiserer kurser for sagsbehandlere fra hele landet.

- Vi forventer at der kommer to sagsbehandlere fra hver by i hele Grønland til et kursus her i maj måned, hvor vi vil forberede dem på de problemer, der hører med til overtagelse af handicapområdet, siger Naja Rosing-Fleischer.

Derved skulle man gerne undgå, at borgerne oplever dårligere service.

- Det er jo i princippet en rent administrativ overgang og burde ikke føre til dårligere forhold for de handicappede. Håbet er jo at sagsbehandlingen ender med at gå hurtigere i fremtiden, i og med at sagbehandlingen fremover sker i egen kommune, slutter Naja Rosing-Fleischer fra Departementet for Sociale Anliggender.

Kommunernes fællesorganisation, Kanukoka, regner ikke med, at overdragelsen vil volde kommunerne problemer, de ikke kan løse.