Overskud hos Halibut Greenland

Den privatejede hellefiskeproducent Halibut Greenland fik et overskud på 8,8 millioner kroner i 2011.
Skrevet af Noah Mølgaard
29. maj 2012 12:18

To hellefiskeproducenter har deres produktionsanlæg på hver sin side af bugten Kangerluatsiaq i Ilulissat og det er lykkedes for begge selskaber af komme ud af 2011 med et overskud.

Royal Greenland kunne i starten af maj præsentere sit koncernregnskab for 2011/2012, der gav et overskud på 71 millioner kroner. Der blev dog ikke offentliggjort et særskilt regnskab for Royal Greenlands fabrik i Ilulissat.

Nu er konkurrenten Halibut Greenland kommet med sit regnskab for 2011, der viser et overskud på 8,8 millioner kroner. Og selvom overskudet er mere beskedent i forhold den store konkurrent et par hundrede meter på en anden side af bugten, så er bestyrelsen tilfreds med resultatet.

- Bestyrelsen har bemærket, at fiskerne har fået bedre indtjening som følge af den ægte konkurrence i Diskobugten og det er ikke er gået ubemærket hen blandt fiskere i andre dele af landet. Den nye bestyrelse anser sammen med direktøren det som en vigtig opgave at konsolidere og videreudvikle Halibut Greenland ApS, meddeler Halibut Greenlands bestyrelse.

De fleste anpartshavere i Halibut Greenland er fiskere fra Ilulissat, der gennem stiftelsen af egen produktion ville opnå bedre indhandlingspriser for hellefisk. Greenland Ventures andel udgør omkring 37 procent af anparterne.