Overlæger i oprør over sundhedschef-sag

Overlægerne på Dronning Ingrids Hospital både ærgrer og undrer sig over sagen om de tre sundhedschefer, der for en uge siden øjeblikkeligt blev fritaget for tjeneste, mens en undersøgelse af såkaldt mærkelige aconto-lønudbetalinger står på.
Skrevet af Mads Fisker
02. april 2012 11:49

De godt tyve overlæger på DIH udtrykker nu opbakning til de tre sundhedschefer, som sidste søndag blev øjeblikkeligt fritaget for tjeneste.

- Det er en voldsom reaktion, der stiller os uden ledelse i et sundhedssystem, som ikke bare har brug for dagligdags vedligeholdelse, men står midt i en vigtig overgangsperiode. Vi har i den grad brug for folk, der ved, hvad der blev sagt i går, gjort i forgårs, og hvad der skal ske i morgen, siger Allan Gelvan på vegne af overlægerne på Dronning Ingrids Hospital.

Ifølge KNR Radioavisens oplysninger er aconto-lønudbetalingerne sket til ledende personale, der i nye stillinger oven på overgangen til den nye sundhedsreform har stået uden en dækkende overenskomst og derfor har fået forskud på en ventet lønstigning.

Men overlægerne har slet og ret svært ved at forestille sig, at sundhedscheferne har valgt at udbetale pengene, uden at Departementet for Sundhed har haft kendskab til det, lyder det.

- Det virker ret utroligt, hvis de har været så dårlig informeret, at de ikke har vidst besked om den praksis. Departementet og chefen i særdeleshed har netop været drivkraften bag den nye sundhedsreform og ansættelsen af de nye ledende læger og sygeplejersker, og alle vidste jo, at de nye lønaftaler ikke var på plads, siger Allan Gelvan, der bekræfter, at i hvert fald et par af hans overlæge-kolleger har modtaget disse aconto-udbetalinger.

Han understreger, at Overlægerådet ikke har kendskab til, hvad der præcist ligger til grund for Selvstyrets beslutning om at fritage styrelseschefen, cheflægen og chefsygeplejersken for tjeneste.

Det er her til formiddag ikke lykkedes at få kontakt til departementschef Ann Birkekær Kjeldsen, som vi gerne vil spørge, hvad undersøgelsen af sagen hidtil har bragt frem, og hvorvidt lønudbetalingerne er sket uden Departementets vidende. 

For en god ordens skyld skal det nævnes, at der er indsat fungerende sundhedschefer i stedet for de tre, som for en uge siden blev øjeblikkeligt fritaget for tjeneste.