Overblik: Det kommer der til at ske i flykonflikten nu

Bliver det jul uden et fly på himlen? Og kan du ikke komme hjem til din familie juleaften? Se hvad der kan komme til at ske i koflikten mellem Air Greenland og FPU her.
Flybranchens Personale Union har varlset strejke op til jul, hvis der ikke kommer en ny overenskomst. Foto © : Air Greenland
29. november 2022 14:02

Derfor er der strejkevarsel:

I dag har Air Greenland og Flybranchens Personale Union (FPU) sat sig overfor hinanden i Forligsinstitutionen i København for første gang. 

Air Greenland og FPU er ikke blevet enige om en ny overenskomst for kabinepersonalet. Derfor har FPU varslet strejke.

Kabinepersonalet kræver mere i løn. Det er Air Greenland delvist åben for, men på betingelse af at kabinepersonalet skal være mere fleksibel i forhold til arbejdstiden.

Det krav vil FPU ikke imødekomme: 

Forligsinstitutionen

 

- er en myndighed, som træder til, når arbejdsgivere og arbejdstagere ikke kan blive enige om en ny overenskomst. 

 

- arbejder for at undgå konflikt og strejke og lockout.

 

- kan tvinge parter til forhandlingsbordet og fungerer som mægler mellem dem.

 

- har magt til at udsætte strejke og lockout med to uger. 

 

- bor på Sankt Annæ Plads i København. 
 

Kilde: forligsinstitutionen.dk

- Vi har med en personalegruppe at gøre, som gang på gang har hjulpet firmaet gennem de forskellige kriser. Både før, under og efter coronakrisen og hen over sommeren 2022 har de været yderst solidariske med firmaet, siger Kasper Svendsen, der er forbundssekretær i FPU. 

540 ansatte i Air Greenland fik midlertidigt tilbageholdt op mod 50 procent af deres løn marts og april 2020, da coronakrisen var på sit højeste. Air Greenland fik også lov til at tilbageholde pensionsindbetalingerne.

Det sker der nu: 

Nu står parterne altså så stejlt overfor hinanden, at der skal en tredje person – nemlig forligsmanden – til at hjælpe dem med at blive enige om en overenskomst. 

KNR har forsøgt at få en kommentar fra både Air Greenland og FPU, men ingen af dem har mulighed for at sige noget endnu, da de er underlagt tavshedspligt, mens forhandlingerne står på.

Hvor længe forhandlingerne varer, vides ikke.

 

Foto © : Christine Hyldal/KNR

Måske bliver der ingen passagerer i Kangerlussuaq - eller i resten af landets lufthavne - i julen. Foto: Christine Hyldal/KNR

 

De skal forhandle indtil på fredag 2. december. Hvis ikke de er blevet enige, vil FPU varsle strejke fra på fredag. 

Air Greenland oplyser til KNR, at flyselskabet senest vil melde ud torsdag eftermiddag - dagen inden der er varslet strejke - hvis parterne ikke når til enighed.

Men forligsmanden, som leder forhandlingerne, kan kræve at strejken bliver udskudt. 

Det betyder, at forligsmanden kan udskyde strejken med 14 dage til 16. december. Hvis der stadig ikke er fundet en løsning på konflikten, kan forligsmanden udskyde strejken med to uger mere til 30. december. 

Hvis forligsmanden gør det, vil flyene flyve som normalt.

Også strejkevarsel i april

Sidst, der var varslet strejke, var i påsken i starten af april. 

Men så blev det hele afblæst, før det startede. Dansk Metal og Air Greenland nåede til enighed i Forligsinstitutionen i København 2. april, og en ny overenskomst blev lavet.

Mindre end et døgn sad parterne i Forligsinstitutionen, inden de landede en ny overenskomst. 

Hvis Air Greenland og FPU ikke kan blive enige om en ny overenskomst, kan forligsmanden lave et mæglingsforslag, som parterne kan stemme om.

Hvis der bliver strejke: 

Hvis du skal rejse i perioden 2. december til 16. december 2022, er det muligt at få refunderet din billet, uanset om der bliver strejke eller ej.

Du kan også ændre din billet.

Hvis du skal ændre din rejse, skal du ind på Air Greenlands hjemmeside. Men hvis du har købt din billet fra et andet rejsebureau, skal du kontakte dem.