OVERBLIK: Biden fører stadigvæk - men Trump har vundet vigtige svingstater

Få overblikket over, hvem de forskellige stater har stemt på, imens stemmer bliver talt op. 
Joe Biden fører, men der mangler stadig at blive talt mange stemmer. Billedet er fra Minneapolis i Minnesota. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau, Christine Hyldal
04. november 2020 08:38

De foreløbige prognoser fra nyhedsbureauet AP viser, at den republikanske præsident Donald Trump står til at vinde 213 valgmænd, mens demokraten Joe Biden fører med 238 valgmænd.

En del stater mangler dog stadig at blive talt op – blandt andet de vigtige svingstater Texas, Pennsylvania og Wisconsin. 

Den endelige optælling af stemmer ventes ved dette valg at tage længere tid end ved tidligere valg. Det skyldes blandt andet, at der på grund af coronapandemien er afgivet usædvanligt mange brevstemmer, og det er forskelligt fra stat til stat, hvornår brevstemmerne tælles op.

For eksempel ventes der ikke noget endeligt resultat svingstaten Michigan før onsdag aften lokal tid. 

Lige nu står Donald Trump til sejr i:

Kentucky, West Virginia, South Carolina, Alabama, Mississippi, Oklahoma, Tennessee, West Virginia, Arkansas, Indiana, North Dakota, South Dakota, Wyoming, Louisiana, Nebraska, Kansas, Ohio, Iowa, Montana, Florida, Missouri, Utah, Idaho, Texas.

Joe Biden står lige nu til sejr i:

Connecticut, Delaware, Illinois, Maryland, Massachusetts, Rhode Island, New Jersey, Virginia, New York, New Mexico, Washington DC, District of Columbia, Colorado, New Hampshire, Californien, Oregon, Washington, Minnesota, Hawaii, Vermont. 

De afgørende valgmænd 

I alt er der 538 valgmænd. De er fordelt ud over landets 50 delstater.

Hver stat har et vist antal valgmænd, og derfor kan stater med flest valgmænd blive helt afgørende. For at få en plads bag skrivebordet i Det ovale kontor, handler det om at nå den magiske grænse på 270 valgmænd - altså flertallet.

Delstaterne bestemmer selv, hvordan de vil fordele deres valgmænd mellem kandidaterne.

Derfor behøver det altså ikke at være den kandidat, der får flest stemmer, der automatisk bliver præsident. Det er sket fem gange, at den kandidat, der har fået flest stemmer, ikke er blevet præsident. Senest i 2016, hvor Hillary Clinton tabte til Donald Trump.

Faktisk stemte flere end 2,8 millioner amerikanere på Hillary Clinton end på Donald Trump.