Ove Karl undrer sig over Aleqa

Først var det kammerateri og etisk forkasteligt. Nu er det bare sådan reglerne er. Ove Karl Berthelsen undrer sig over formanden for naalakkersuisuts holdningsskifte, men tilskriver det kampen for at genvinde magten.
15. juli 2013 11:43

Formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond var meget klar i mælet, da daværende naalakkersuisut Kuupik Kleist og Ove Karl Berthelsen lod deres koner overtage deres fælles smallscale-tilladelse til et fedtstensprojekt.

Dengang kaldte Siumutformanden det etisk forkasteligt og sagde at det svarede til kammerateri og korruption.

Siden meldte hun endda ud, at smykkestensprojektet Greengems var et storskalaprojekt. Altså et projekt med et budget på over en milliard kroner. Det var langt fra sandheden og Aleqa Hammond undskyldte sidenhen også sin udmelding.

Nu har Aleqa Hammond imidlertid skiftet holdning til, at ægtefæller til nalakkersuisut har smallscale-tilladelser.

I et svar til Demokraternes formand Jens B. Frederiksen skriver Aleqa Hammond, at det er Miiti Lynge, der er omfattet af habilitetsreglerne og ikke hendes mand.

Det har fået tidligere naalakkersuisoq Ove Karl Berthelsen til at undre sig.

- Man tænker, at man har et standpunkt til man tager et nyt, og jeg reflekterer lidt over, at man som politiker skal være varsom med at bedømme andre uden lovmæssig dækning, siger Ove Karl Berthelsen.

Han slår dog fast, at det ikke er fordi han har noget i mod, at Miiti Lynges mand eller andre naalakkersuisuts ægtefæller har en smallscale-tilladelse.

- Alle har ret til at søge, og hvis man kan opnå en tilladelse, så har man jo ret til det.

Ove Karl Berthelsen har brugt en del tid på, at tænke over, hvad der lægger bag formandens holdningsskifte og er noget frem til, at det nok mest handlede om, at sikre sig valgsejren med de tilgængelige midler.

-I realiteten er det jo bare det, at man prøver at opnå en popularitet, opnå en valgsag med alle midler, siger han

Der selvfølgelig forskel på de to sager, ikke mindst det, at Miiti Lynges mand jo havde en tilladelse, før hun blev hevet ind som naalakkersuisoq, men rent juridisk ser Ove Karl Berthelsen ikke nogen forskel.

-Det tekniske og lovgivningsmæssige i de to sager er fuldstændigt ens, slår han fast.

Radioavisen har også forsøgt at få en udtalelse fra Aleqa Hammond, men hun ønsker ikke at udtale sig om sagen og henviser til, at hun allerede har svaret fyldestgørende på §37 spørgsmålet.