Ove Karl Berthelsen: Situationen er alvorlig

Situationen er alvorlig for Olivinminen og dens ansatte i Maniitsoq, det erkender naalakkersuisoq for erhverv Ove Karl Berthelsen.
Skrevet af Jens Thorin
09. februar 2010 11:52

- Udsigterne ser ikke lovende ud for olivinminen syd for Maniitsoq. Bestyrelsen har meldt ud, at man overvejer den fortsatte drift. Det er meget beklageligt, siger Naalakkersuisoq for Erhverv og råstoffer Ove Karl Berthelsen.

Naalakkersuisut vil nu gå i dialog med Qeqqata Kommunia for at finde arbejde til de 28 ansatte, hvis fremtid ser dyster ud.

- Vi skal tale med Qeqqata Kommunia og vurdere hvad der kan være af tiltag, således at vi kan finde arbejdspladser til erstatning for minen. Men der er i det offentlige regi meget begrænsede handlemuligheder. Men på længere sigt kan en genåbning af minen også komme på tale, fortæller Ove Karl Berthelsen.

- Vi vil tale med Minelco A/S om, hvordan vi kan håndtere en midlertidig lukning, så vi på sigt kan forhandle med et andet firma der eventuelt vil overtage minen og driver den videre, siger Ove Karl Berthelsen.