Otte indhandlingsanlæg er lukket

8 ud af 11 af Arctic Green Foods indhandlingsanlæg er lukkede, blandt andet fordi anlæggene ikke opfylder myndighedskravene.
Skrevet af Jaaku Lyberth
11. oktober 2012 06:54

Det privatejede selskab kulegraves nu af Selvstyret, herunder om en del af de 11 millioner kroner, som er bevilget forbindelse med servicekontrakten, skal tilbagebetales til Selvstyret.

Der er mange grunde til, at otte af Arctic Green Foods anlæg ikke er i drift. Eksempelvis har de veterinære myndigheder i Grønland lukket anlæggene i Ikamiut og Aappillattoq ved Nanortalik, fordi forsyningen af el og vand ikke er tilstrækkelig.

Og anlægget i Napasoq mangler køle- og iskapacitet i forhold til frysning af torsk. Samtidig er anlægget ramt af manglende afsætningsmuligheder af saltfisk.

- Vi er i gang med at kulegrave hvad, der er foregået i løbet af 2012, herunder hvilke konsekvenser der skal drages i forhold til servicekontraktbetalingerne, siger Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst, Ane Hansen.

Selvstyret har indgået servicekontrakt med Arctic Green Food, så selskabet mod betaling skal være med til at fremme og sikre beskæftigelse og aktivitetsniveau indenfor fiskeri og fangst. Samt produktion på indhandlingsanlæg i bygder og byer.

Men da 8 af 11 anlæg ikke kører som aftalt, er Selvstyret altså nu i gang med at kulegrave selskabet.

- Der er selvfølgelig meget uacceptabelt, at Arctic Green Food har haft så mange lukkede anlæg i løbet af året. Jeg mener, at man førhen i forbindelse med indgåelse af servicekontrakter ikke har taget højde for, at der skal sættes penge af til vedligeholdelse, siger Ane Hansen og hun fortsætter:

- Kulegravningen vil vise, om vi har grund til at kræve penge tilbage. Vi har i de seneste år strammet gevaldigt op i forhold til tilskud, og så er det blevet en kutyme, at der følges op på bevillinger. Så nu må vi se, hvad det næste skridt bliver efter kulegravningen, siger Ane Hansen.