Orkestertræf i Nuuk

Sidste år blev traditionen med orkestertræf i Nuuk grundlagt, og i år fortsætter man med en uges træf, hvor samspil, undervisning og workshops er på programmet. Lørdag var der åbning og på nationaldagen på torsdag rulles det helt store skyts ud.
Skrevet af Peter Troelsen
19. juni 2012 12:44

Fra morgenstunden er både Nuuk Byorkester og Tamburkorpset på gaden. De deltager i paraden og senere spilles der op rundt omkring i byen. Søndag aften afsluttes orkestertræffet med en stor koncert i Katuaq, hvor 65 musikere og sangere er på scenen.

-Orkesterskolen, der er arrangør af orkestertræffet, er for hele Kommuneqarfik Sermersooq, og vi er meget glade for, at der denne gang også er gæster fra Tasiilaq. Vi har også fået besøg af flere af vores gamle elever fra Orkesterskolen, der i dag gør det fremragende i Danmark. Jens Nielsen, der trådte sine barnesko i både byorkester og tamburkorps er i dag professionel slagtøjsspiller og vores tidligere tamburmajor Stina Hætta Nielsen gør det godt som tamburmajor i Odsherred Garden. De er i Nuuk i denne uge og er blandt de undervisere, vi har til rådighed under orkestertræffet, fortæller hovedkvinden bag det hele Arnannguaq Gerstrøm, der til dagligt også er leder af Orkesterskolen.

Det er virkeligt kompetente undervisere, man har fået til Nuuk i anledning af orkestertræffet.

Per Jensen er fast slagtøjsspiller i Den Kongelige Kapel, og trompetisten Bente Errebo Nielsen er også tilknyttet Det kongelige Kapel som regissør. Ud over det spiller hun også på trompet. En tredje instruktør er den dygtige trombonespiller Lars Hastrup.

-Vi håber på at få skabt en følelse af fællesskab blandt de deltagende, og selv om vi ligger i samme kommune, så er der meget stor forskel på at leve i Nuuk og i Tasiilaq. Træffet her giver de unge mennesker indblik i andres hverdag, og der skabes musikalske venskaber deltagerne imellem. Mit håb er at vi måske engang kan lave orkestertræffet i en af de andre byer i kommunen, men de store afstande gør det ualmindeligt dyrt at få transporteret alle deltagerne fra Nuuk til fx Tasiilaq. Hele orkestertræffet er sponsoreret via fonde, og vi er meget taknemmelige for deres venlige deltagelse, siger Arnannguaq Gerstrøm, der ud over at være leder af Orkesterskolen også er en begavet tværfløjtespiller.