Puerto Rico erklærer undtagelsestilstand og gør klar til storm

En tropisk storm ved navn Dorian har retning mod Puerto Rico og Den Dominikanske Republik.
Puerto Ricos guvernør, Wanda Vazquez, har erklæret undtagelsestilstand Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
28. august 2019 09:19

Stormen ventes at være tæt på orkanstyrke, når den nærmer sig øerne i dag onsdag.

Puerto Ricos guvernør, Wanda Vazquez, har erklæret undtagelsestilstand i det selvstyrende territorie under USA.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I september 2017 blev Puerto Rico ramt af orkanerne Irma og Maria, der kostede over 3000 mennesker livet.

- Vi er bedre forberedt, end da Maria ramte vores ø, sagde Vazquez på nationalt tv tirsdag.

Ifølge guvernør Wanda Vazquez vil der være omkring 360 tilflugtssteder i form af centre og sheltere til rådighed på tværs af øen.

Puerto Rico har kæmpet for at komme tilbage på benene, efter at Mariaorkanen forårsagede massive ødelæggelser i 2017.

/ritzau/