Organisationer har store forventninger til handicaptalsmand
- Vi er enormt spændt på at se hvad resultatet bliver, siger formand for KNIPK, foreningen for handicappede i Grønland, Hans Reimer om det nye forslag om en handicaptalsmand.
Handicapområdet er udfordret. Det viser Naalakkersuisuts status for området, der udkom i sommeren sidste år. Her blev blandt andet nævnt, at lovgivningen er utidssvarende og skal fornys, at kommunerne har udfordringer med at få det rigtige personale og at sikre overholdelse af FNs handicapkonvention.
Danmark tilsluttede sig FNs handicapkonvention i 2009 uden forbehold for Grønland, hvilket betyder, at FNs
handicapkonvention også gælder her i landet. I 2012 vedtog Inatsisartut at tiltræde konventionen.
Handicapområdet er udfordret
Den seneste evaluering af handicapområdet, der udkom i april i år viser ligeledes, at handicapområdet er udfordret.
- Borgerbetjeningen udfordres blandt andet fortsat af manglende kompetencer på flere niveauer, uensartet og mangelfuld sagsbehandling, mangler ift. borgernes retssikkerhed, særligt vedrørende klageadgang, samt løbende udskiftning i personalet, står der i evalueringen.
Og hvis man spørger KNIPK, så gælder hele landet:
- Under foreningens rundrejse i sommer 2016 så vi at servicen overfor de handicappede var forskellige i alle kommuner, siger formand Hans Reimer.
I et forsøg på at styrke rettighederne for handicappede har naalakkersuisut stillet et lovforslag om at oprette en handicaptalsmand. Lige som der på børneområdet er en børnetalsmand til at tale børnenes sag og styrke vilkårene for børn.
Et godt skridt på vejen
Og hos foreningen for handicappede i Grønland, KNIPK mener man, at det er et vigtigt skridt, at der nu ser ud til at komme en handicaptalsmand. Det handler nemlig i første omgang ikke nødvendigvis om penge og nye tiltag, men om at sikre de basale menneskerettigheder for handicappede. Og det er det en handicaptalsmand kan sætte fokus på, mener formanden for KNIPK, Hans Reimer.
- Børnetalsmandens arbejde har vist rigtig gode resultater, derfor håber vi, at det samme gode resultater vil komme med den nye talsmand for de handicappede, siger han.
Også formand for Inooqat, Benny Kokholm, siger at man i forældreforeningen for udviklingshæmmede i Grønland glæder sig til, at der kommer en handicaptalsmand.
Loven om handicaptalsmanden førstebehandles i Inatsisartut i dag, tirsdag.
Selvom loven om en handicaptalsmand ikke er vedtaget endnu, så er der afsat 2,5 millioner kroner til handicaptalsmanden på finansloven for 2017.