Oprydning af losseplads i Tasiilaq skaber arbejdspladser

Et større projekt omkring oprydning af lossepladsen i Tasiilaq, har skabt beskæftigelse for yderligere otte medarbejdere i byens materialegård.
Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
Skrevet af Simon Uldum -
11. august 2015 07:01

Tasiilaq har i mange år haft problemer med at komme af med affald, da man i byen ikke har haft mulighed for at afbrænde eller på anden måde komme af med affaldet.

Selvstyret og Kommuneqarfik Sermersooq har derfor bevilget et større beløb til et oprydningsprojekt, som skal komme problemerne med affaldet til livs - men også skabe flere arbejdspladser. Det skriver Kommuneqarfik Sermersooq i en pressemeddelelse.

- Det er glædeligt, at der skabes nye arbejdspladser i Tasiilaq, og vi ser frem til at skulle tage imod de 8 nye medarbejdere, siger formand for Anlæg og Miljø, Mille Søvndahl Pedersen.

 

Affald vil blive udskibet til Danmark

Til projektet er der indkøbt neddeler, kompresser og andet nødvendigt udstyr til brug for oprydningen.

Jern, dæk og miljøaffald vil blive sorteret og udskibet til Danmark, glas vil blive knust og genanvendt som opfyld til gravearbejde, træaffald vil blive neddelt og lagt i depot, men det almindelige dagrenoveringsaffald vil blive ballepresset og opbevaret til senere anvendelse eller udskibning.

Oprydningsprojektet vil foregå i resten af 2015.