Oprindelige folk i Canada kræver undersøgelseskommission

Oprindelige folk i Canada er i oprør over drabet på den 26-årige inuitkvinde Loretta Saunders.
Skrevet af mlk
07. marts 2014 09:28

Hundredvis af mennesker forsamledes onsdag til en mindeceremoni foran parlamentsbygningen i Ottawa. De forlanger, at der bliver gjort noget ved de hundredvis af inuit- og indianerkvinder, som det estimeres er forsvundet siden 60'erne.

Loretta Saunders kusine Holly Jarrett talte ved mindehøjtideligheden.

- Til minde om Loretta hjerte og hendes godhed og mod, så stå bag mig og forlang svar fra vores regering, sagde hun ifølge CBC News.

Med ved mindehøjtideligheden var også Hans Kristian Petrussen, Paninguak Kruse og Ivana Josefsen fra Sorlak. De var på rundrejse i Canada og blev i den forbindelse inviteret til at deltage i mindehøjtideligheden.

- Det var en stærk oplevelse, mindehøjtideligheden var et stort arrangement, hvilket vidner om, at myndighederne først nu har rettet fokus på alle de forsvundne, fortæller Hans Kristian Petrussen, der også blev interviewet af en meget ivrig canadisk presse.

- Sorlaks bestyrelsesmedlemmer var tydeligt meget berørt af mindehøjtideligheden, og der blev fældet en del tårer, siger han.

Loretta Saunders forsvandt den 13. februar og blev fundet to uger senere i grøften ved en snedækket motorvej. Hendes to lejere er anholdt, tiltalt fra hendes drab.

Loretta Saunders var studerende ved universitetet i Halifax, hvor hun arbejdede på en opgave om netop forsvundne inuit-kvinder.

Presset for en undersøgelsekommission stiger. Oprindelige kvinders organisation afleverede for nyligt 23.000 underskrifter til regeringen.