Oppositionen: Luk landet for at forebygge coronasmitte

IA, Samarbejdspartiet, Atassut og Partii Naleraq vil have alle offentlige arbejdspladser lukket, og at al ikke-nødvendig trafik ind i landet skal stoppes.
- Vi mener, at Grønland bør lukkes i 14 dage, på samme måde som Danmark nu gør, siger oppositionen. Foto © : Privat
12. marts 2020 15:15

Luk landet i 14 dage for at forebygge smitte med det nye coronavirus. Sådan lyder det i en fælles opfordring fra de fire oppositionspartier IA, Samarbejdspartiet, Atassut og Partii Naleraq.

Onsdag aften meddelte de danske myndigheder, at Danmark mere eller mindre lukker ned i et forsøg på at bremse spredningen af coronavirussen.

Og nu danner oppositionen her i landet altså fælles front for at indføre de samme tiltag i Grønland.

- Vi mener, at Grønland bør lukkes i 14 dage, på samme måde som Danmark nu gør. Ikke fordi vi endnu har grund til at antage, at situationen er lige så alvorlig som i Danmark, men for at undgå, at den bliver det, lyder det fra Atassut, Partii Naleraq, Inuit Ataqatigiit og Samarbejdspartiet.

LÆS OGSÅ Arctic Circle Race aflyses på grund af coronavirus

Grønland har endnu ikke registreret nogle smittede med coronavirus. 

Partiernes opfordring:

  •  Suspendér al ikke-essentiel trafik ind i landet, og sæt folk, der rejser ind i Grønland udefra, i hjemmekarantæne. Men syge og udstyr skal stadig transporteres.
  •  Sørg for løsninger til hjemløse og udsatte.
  •  Luk alle offentlige arbejdspladser og institutioner med løn.
  •  Vi har behov for planer for forsyning af fødevarer og medicin.
  • Vi har behov for at sende retningslinjer til befolkningen ud.
  • Vi har behov for at sikre testkits, så vi kan få svar på prøver her i landet.

Partierne kræver seks konkrete tiltag.

- Vi har opfordret formanden for Naalakkersuisut om at indkalde partilederne igen, da det er på tide, at handle og være på forkant med udviklingen, så der ikke kommer panikhandlinger, skriver oppositionspartierne.

Men ifølge dem har de ikke fået svar fra formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen.

- For at forebygge panik, kommunikerer vi nu åbent, hvad vi vil kommunikere til koalitionspartierne, når vi forhåbentlig indkaldes til møde, skriver oppositionspartierne.

- Det skal ikke handle om partipolitik det her, men om at stå sammen om at inddæmme smitten, skriver partierne.

De appellerer også til, at restauranter, caféer, spillesteder og andre til at overveje, om de skal lukke for at undgå potentiel smittespredning.