Opgradering af Arktisk kommando giver Grønland fordele internationalt

Større fokus på anti ubådskrigsførelse fra NATO kan give Grønland fordele i samarbejdet med USA, mener ekspert. Og så får Arktisk Kommando flere muskler til de civile opgaver her i landet.
Arktisk Kommando inviterede formanden for Naalakkersuisut på tur med fregatten Peter Willemoes efter ankomsten til Grønland. Foto © : KNR
Skrevet af Merete Lindstrøm
24. juni 2019 07:16

Arktisk kommando har fået et nyt medlem af familien. Det er fregatten Peter Willemoes, der skal være tilstede omkring Grønland i sommermånederne fremover. Det ekstra fartøj er et led i NATO´s øgede fokus på mulige russiske ubådspatruljer i Nordatlanten.

LÆS OGSÅ Forsvaret opgraderer tilstedeværelse i Arktis med fregat

Og medlemskabet af NATO er vigtigt for både Grønland og Danmark, understreger Jon Rahbek-Clemmensen, der er lektor ved Institut for Militære Operationer på Forsvarsakademiet.

- Når der er et område, hvor Danmark og Grønland kan bidrage, så er det vigtigt at slå til og vise, at man støtter op om alliancen, siger han.

USA returnerer tjenesten

For Grønland betyder det også, at man får flere stjerner i bogen hos amerikanerne, mener Jon Rahbek-Clemmensen:

- Når et land som USA bliver meget interesseret i Ruslands ubådsadfærd i Nordatlanten, så bliver Grønland også en mere interessant partner for USA.

Og en interessant partner får flere fordele i samarbejdet, mener lektoren.

- Vi har jo allerede i det seneste år set flere eksempler på, at USA har rakt hånden ud mod det grønlandske samfund og sagt: Hvis vi kan få lov at samarbejde med jer om de her spørgsmål, så kan vi bidrage med nogle andre ting, der har en værdi for Grønland, siger Jon Rahbek-Clemmensen.

Joint Committee

Joint Committee blev etableret i 2004 ud fra Igaliku-aftalen. Her drøfter Grønland, Danmark og USA forskelligt samarbejde inden for blandt andet uddannelse, sundhed, forskning, miljø og kultur. Det sker som en slags kompensation for USA's militære tilstedeværelse i Grønland.

LÆS OGSÅ Her er den nye helikopter MH-60R Seahawk

Det er blandt andet i forbindelse med de nye lufthavne og samarbejde om uddannelse og sundhedsområdet samt andre ting, der ligger i Joint Committee som er et samarbejde mellem USA, Danmark og Grønland, forklarer han.

Flere kræfter til søredning og kystvagtarbejdet

Ud over de politiske fordele ved at hjælpe USA, så får Arktisk kommando også mere mandskab til at løse de civile opgaver her i landet.

- Når fregatten nu er her, vil den også bidrage til forsvarets kystvagtsarbejde som søredning og arbejde mod forurening osv., siger Jon Rahbek-Clemmensen.

Fregatten Peter Willemoes har en fast stab på 117 mand og er en af forsvarets bedst udstyrede fartøjer.  Den har høj effektive våbensystemer og en Seahawk helikopter ombord.

Her kan du se en video om fregatten Peter Willemoes 

 

WILLEMOES PÅ HAVET