Opbrud i fiskebranchen

Loven, der også er kendt som gummistøvleparagraffen, har været ind- og udfaset med skiftende succés. Den betyder, at de store fiskeproducenter kun må forarbejde fisk og ikke selv fiske.

Det er en paragraf, som de små og mellemstore fiskere i KNAPK gør sig store forhåbninger om.

- For os betyder det, at vi får mulighed for at komme tilbage til de år, hvor der er mulighed for at fiske større mængder, lyder det fra en glad Petrus H. Biilman, direktør i KNAPK.

Gummistøvleparagraffen vil kun være godt nyt for de kystnære fiskere, mener han. Den lille fisker vil være fri for konkurrence fra Royal Greenland og Polar Seafood, og de vil kunne erhverve sig en langt større del af kvoterne på både rejer, hellefisk og andre arter.

- Fiskere kommer til at fiske fisk, og fabrikker kommer til at producere fisken, siger KNAPK-direktøren om den nye verdensorden, han håber på.

I går kunne radioavisen fortælle, at hellefiskekvoten allerede er brugt op i Diskobugten - Et tilbagevendende problem for de lokale fiskere. Prisen for indhandling er nemlig højere i Disko end i f.eks. Upernavik og Uummannaq.

Hvis gummistøvleparagraffen genindføres, vil der blive flere fisk tilbage til de små spillere. Det vil betyde en styrket fiskebranche og ikke en død fiskebranche, som Polar Seafood frygter. Det håber Petrus H. Biilman i hvert fald.

Men i arbejdsgiverforeningen GA, trækker man hårdt i nødbremsen. GA's brancheformand for fiskeri, Henrik Leth, som også er bestyrelsesformand i Polar Seafood, erkender, at fiskeribranchen ikke er uden problemer.

- Man har det problem, at man har effektiviseret fiskeriet så meget op gennem årene, at der er blevet meget færre enheder (selskaber red.) Man startede med op mod 50 enheder for det havgående fiskeri omkring 1990, nu er der omkring syv tilbage. Der er blevet færre aktører, og der er blevet færre ejere, siger Henrik Leth.

Men gummistøvleparagraffen vil ikke være en løsning. Det vil være ren gift for hele fiskeriet og for landskassen, mener han.

- Problemet med for få ejere løser man jo ikke med at sige, at dem der ejer det ikke længere må eje det. Man må finde en måde at gennemføre et generationsskifte denne branche, så der kommer nye folk til. Det er det problem, man skal kigge på, man skal ikke lovgive om noget, som ikke kan lade sig gøre.

Hvis der kom et skarpt lovkrav om, at en virksomhed enten skal bedrive fiskeri eller forarbejde fisk, så vil hans egen virksomhed Polar Seafood ikke satse på produktion, de vil satse på fiskeriet - og det hjælper næppe fiskerne, siger Henrik Leth. Han har en bange anelse om, at Polar Seafood kunne blive tvunget til kun at drive fabrik.

Og hvad ville der egentlig ske, hvis Henrik Leth satte én af sine fem rejetrawlere til salg i morgen? Ingen af de små rejefiskere vil kunne lægge de 2-300 millioner kroner sådan et skib koster, tror Henrik Leth.

- Det der ville ske er jo nok, at vi ville få bevis for, at der ikke findes penge nok i Grønland til at ændre ejerstrukturen i så pengekrævende en industri som fiskeriet.

Der ville ikke være nogen, som meldte sig med de hundrede millioner, som en rejetrwaler koster?

- Det tror jeg ikke, slutter fiskeriformand i arbejdsgiverforeningen, Henrik Leth.