Opbakning til forslag om beskæftigelsesfradrag

Det lader til, at alle partier bakker op om Demokraternes forslag om at indføre et skattefradrag til borgere i arbejde.
01. maj 2014 07:51

Inatsisartuts borgerlige parti ønsker, at der skal være en større økonomisk fordel ved at arbejde, og derfor vil de have indført et beskæftigelsesfradrag, så man får flere penge på kontoen, når man har et arbejde, end hvis man får penge fra kommunen.

Der er nemlig et trist dilemma på arbejdsmarkedet lige nu, siger Demokraternes formand, Andreas Uldum. 

- Vi så gennem sommeren for 2 år siden, at der var kæmpe arbejdsløshed samtidig med at erhvervet skreg efter medarbejdere, siger han.

Anda Uldum, der er inspireret af den blå skattereform i Danmark i 2012, ved ikke endnu, om det skal være en stor pose penge eller en lille, som arbejdstagere får i belønning.

Forelåbigt melder Naalakkersuisut sig positive over for forslaget.

- Så vi vil arbejde på en redegørelse om det, siger naalakkersuisoq for finanser og indenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq.

Hvis forslaget vedtages, forpligter Naalakkersuisut sig til at undersøge mulighederne for et beskæftigelsesfradrag.

- Jeg har noteret mig, at siden vi behandlede den første gang under efterårssamlingen 2012, har Siumut ændret mening.

Det er sandsynligt, at Demokraternes gulerod til det arbejdende folk bliver del af en skattereform, der kan komme til efteråret eller længere ude i fremtiden, bekræfter Vittus Qujaukitsoq.

Men han ønsker ikke at svare på, om beskæftigelsesfradraget med sikkerhed kommer til at spille en rolle i en kommende reform.

Et forbehold som samtlige partier nævner i deres svarnotater er, at et beskæftigelsesfradrag ikke er noget, man bare sådan lige indfører.

Socialhjælpen er lige nu stykket sådan sammen, at der bliver givet både boligstøtte, børnepenge og ældreydelser. Et fradrag skal tænkes ind i det spaghettisystem af støtteordninger, der er, til både folk med og uden et arbejde, anføres det.