Opbakning til Atassut-forslag

Det er en god idé at give studerende mulighed for at låne mere og oftere. Det mener både Demokraterne og Siumut, der dermed bakker op om et forslag fra Atassut.
09. september 2011 11:17

Men hvor meget mere, de studerende skal låne, og hvordan pengene skal findes, ønsker ingen af partierne endnu at tage stilling til.

- Forslaget er meget interessant og den skal diskuteres, siger Demokraternes uddannelsesordfører Anda Uldum.

I Siumut er man også umiddelbart positivt stemt over for at give de studerende mulighed for at låne flere penge og med hyppigere udbetaling.

- Den er interessant og spændende. Vi kan ikke afslå forslaget, siger politisk ordfører Karl Lyberth.

I dag har studerende mulighed for at låne 6.000 kroner hvert halve år. Såfremt beløbet hæves med 1000 kroner, vil det medføre en øget omkostning for det offentlige på 550.000 kroner om året.

- Men Atassut har ikke lagt sig fast på, hvordan pengene skal findes. Man vil først høre, hvordan de øvrige partier vil stille sig under efterårssamlingen. Og det er ikke godt nok, mener Demokraternes Anda Uldum.

I Naalakkersuisut gentager den politisk ansvarlige for uddannelsesområdet sin opfordring til de grønlandske studerende, som læser i Danmark, om at søge den danske SU, hvis de ønsker de muligheder for blandt andet studielån, som den giver.

- Studerende i Danmark har i forvejen mulighed for at gå over til den danske SU. Vi er netop ved at undersøge en kommende revision af uddannelsesstøtten herhjemme og dermed også de studerende lånemuligheder, siger naalakkersuisoq for Uddannelse, Palle Christiansen.

Det er medlem af Inatsisartut Knud Kristiansen og Siverth K. Heilmann, der har fremsat beslutningsforslaget i forbindelse med Inatsisartuts efterårssamling.