Op til 100.000 kroner i lønregulering til sagsbehandlere i Avannaata Kommunia

Sagsbehandlerne var tidligere på SIK's overenskomst, men er nu hoppet over på den korrekte Socialrådgiver og Sagsbehandler-overenskomst.
Atorfillit Kattuffiat vil nu undersøge, om der er andre sagsbehandlere i landets øvrige kommuner der skal have reguleret deres løn. Foto © : KNR
15. januar 2020 13:05

Avannaata Kommunia og fagforeningen Atorfillit Kattuffiat har indgået en aftale om kommunens sagsbehandlere i deres socialafdeling. 

Kommunen har haft enkelte sagsbehandlere i socialområdet ansat på SIK’s overenskomst siden 2015, men det bliver nu ændret. Og det glæder både formanden for Atorfillit Kattuffiat og Avannaata Kommunias borgmester, Palle Jerimiassen (S).

Men efter flere måneders forhandling med kommunen, kan Atorfillit Kattuffiat komme med den gode nyhed til de enkelte medlemmer.

- Det betyder en lønregulering på op mod omkring 6-7.000 kroner om måneden, hvor nogle har fået op til fem års regulering. Nogle har modtaget omkring 100.000 kroner efter skat, siger AK’s formand, Dina Olsen i en pressemeddelelse.

Foto © : Atorfillit Kattuffiat / Dina Olsen

Foto: Fagforeningen Atorfillit Kattuffiats formand, Dina Olsen. 

 

- Jeg er selvfølgelig meget glad for, at sagsbehandlernes løn er faldet på plads. Det må selvfølgelig være rart for dem, når man tænker på, at det er ikke nemme sager de arbejder med, siger formanden til KNR.

Ikke lønstigning men regulering

Avannaata Kommunias borgmester, Palle Jerimiassen, understreger, at der ikke er tale om en lønstigning. Der er tale om en regulering på baggrund af, at de enkelte ansatte nu er kommet på den korrekte overenskomst, som fagforeningen AK og kommunen har aftalt.

- Jeg vil gerne sige, at det er ikke en lønstigning. Det er en korrigering af deres løn, siger Palle Jerimiassen.

Borgmesteren kan på stående fod ikke nævne, hvor meget det i alt kommer til at koste kommunen at udbetale lønreguleringen til sagsbehandlerne. Men han oplyser, at der er tale om fem til seks ansatte, som har skiftet overenskomst.

Og Palle Jerimiassen er glad for, at sagen nu er afsluttet.

Andre kommuner skal undersøges

- Jeg kan kun rose, at AK og kommunen har indgået en aftale, så vores medarbejdere kan få den løn, de skal have og har ret til, siger han.

Atorfillit Kattuffiat vil nu undersøge, om der er andre sagsbehandlere i landets øvrige kommuner, der skal have reguleret deres løn.

- Det er uhensigtsmæssigt at aflønne sagsbehandlere efter forkert overenskomst, da det i nogle tilfælde kan betyde, at de er lige så økonomisk belastede, som de borgere de hjælper til dagligt, siger Atorfillit Kattuffiats formand, Dina Olsen.