OLT-aftale fornyes

Formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleist håber, at en reform af OLT samarbejdet kan være med til at sikre Grønlands fremtidige fiskerihandel med EU.
25. marts 2010 11:21

I disse dage er Kuupik Kleist til de Oversøiske Lande og Territorier (OLT-landenes) årlige møde med EU i Bruxelles. Her diskuteres det blandt andet, hvordan samarbejdet kan reformeres. I den forbindelse håber Kuupik Kleist på slækkede krav fra EU til Grønlands fiskeri.

- Jeg har været inde og forsvare grønlandske interesser - blandt andet inden for vores handels- og fiskeriaftale og vores toldfri adgang til EU markedet, siger Kuupik Kleist.

EU's stiller strenge krav over for OLT landenes fiskeri for at sikre bæredygtighed.

Men Grønlands fiskeri lever i forvejen op til internationale standarder for bæredygtighed, siger Kuupik Kleist.

OLT landene er enige om, at de gerne vil have et endnu tættere samarbejde med EU.

- Vi vil gerne kompensere for, at vi ligger langt fra EU's markeder. For eksempel er de forskellige OLT landes infrastruktur mangelfuld, og derfor vil vi gerne have EU-projekter ind over, som skal hjælpe med at forbedre infrastrukturen. Og hvis det krav kommer igennem, vil det også være en revision, der er til fordel for os, siger formanden for Naalakkersuisut.

Grønlands aftaler med EU vil blive midvejsevalueret i Naalakkersuisut til sommer ligesom aftalerne med EU vil blive genforhandlet de kommende to - tre år.

OLT landene omfatter, ud over Grønland, en række tidligere kolonilande, der samarbejder med EU om økonomisk og social udvikling.