Olsvig: Vi skal udvikle andet end råstofbranchen

I lyset på fredagens erhvervskonferende efterlyse Sara Olsvig større fokus på erhvervsudvikling ved siden af råstofsektoren.
Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Mads Lynge
12. maj 2014 13:19

Inuit Ataqatigiit, sammenslutningen af studerende i Danmark, Avalak, og Grønlands Arbejdsgiverforening, GA, afholdt fredag en fælles erhvervskonference i Landstingssalen i Christiansborg. Det overordnede tema var muligheder og udfordringer i forbindelse med udvikling af et samarbejde omkring erhvervsudviklingen i Grønland.

IA's Sara Olsvig, der var en af medarrangørerne, er ikke i tvivl om hvad der kom ud af konferencen: Hun efterlyser en større udvikling af andre erhverv end råstoferhvervet.

- Selvfølgelig skal vi også fortsætte udvikle råstoferhvervet og fiskerierhvervet, men vi er også nødt til at se på, hvilke andre muligheder der er. Det gør vi i alt for lille grad, siger Sara Olsvig og opfordrer Naalakkersuisut til at udarbejde en erhvervsstrategi.

Samtidig mener hun, at Danmark og Grønland bør arbejde tæt sammen i arbejdet med lovgivningen på erhvervsområdet.

- Der er brug for en meget tættere koordination mellem Grønland og Danmark i forhold til rammelovgivninger og de rammevilkår i lovgivningen. For eksempel så arbejder vi nu i de her måneder med udlændingeloven, som konsekvens af storskalaloven. Der er det altså rigtig vigtigt, at man har et klart signal til omverdenen, siger hun.

Sara Olsvig synes, at konferencen var med til at få gang i dialogen med det danske system, de danske politikere samt det danske erhvervsliv. Hun har arbejdet hårdt for at sikre, at der også var så mange grønlandske studerende med ved konferencen, som muligt, da hun mener de vil have stor gavn af en direkte kontakt til erhvervslivet:

- Der bliver holdt en masse erhvervskonferencer hjemme i Grønland, og det skal der fortsat gøres. Her har vi valgt at holde den på Christiansborg for netop at få skabt den dialog og det samarbejde, der skal køre mellem grønlandske studerende, mellem erhvervslivet i Grønland, erhvervslivet i Danmark, og vi havde også folk fra Island og Færøerne med, siger hun.

Naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer Jens-Erik Kirkegaard og SIK's formand Jess G. Berthelsen var blandt oplægsholderne. Op mod 150 danske og grønlandske politikere, erhvervsrepræsentanter fra Rigsfællesskabet og Norden samt grønlandske studerende i Danmark deltog i konferencen.

Erhvervskonferencen blev holdt fredag eftermiddag i sidste uge.