Olsvig: Vi skal nytænke forholdet mellem Grønland og USA

I går torsdag mødtes medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit Sara Olsvig for første gang med USA’s nye ambassadør i Danmark, Rufus Gifford. På mødet drøftede de to blandt andet, hvordan det grønlandsk-amerikanske forhold kan videreudvikles.
Skrevet af Simon Uldum -
17. januar 2014 03:12

- Vores relation til USA er i dag baseret meget på forskning, forsvaret og amerikanernes tilstedeværelse på Thule Air Base. Jeg syntes helt klart, at der er behov for at vi nytænker vores forhold til USA så det i højere grad omfatter flere områder. Vi bør blandt andet se på mulighederne for et større samarbejde om turisme, handel og investeringer, siger Sara Olsvig efter mødet.

Rufus Gifford har været USA's ambassadør i Danmark siden sommeren 2013. Som ny amerikansk ambassadør valgte Rufus Gifford som noget af det første i sit nye embede at besøge Grønland.

- Personligt mener jeg at der ligger en del uudnyttet potentialer i Grønlands samarbejde med vores naboer mod vest. Den nye repræsentation i Washington kommer selvfølgelig til at kunne bane vejen for dette, men vi skal sørge for løbende også at tage diskussionen om, hvorvidt Joint Committee samarbejdet og Thule Air Base giver nok afkast til Grønland. Jeg er glad for at have indledt en god dialog med den nye ambassadør, siger Sara Olsvig.