Olieudslip i Arktis debatteres i Tromsø

At hælde olie ud i havet i de arktiske egne med vilje, lyder umiddelbart ikke som nogen særlig god idé. Men i Norge ved Svalbard har de gjort det med forskning for øje. Og resultaterne af den proces bliver lige nu vist i Tromsø på en konference med titlen 'Oil in Ice'.
27. januar 2010 16:32

Forskningsprojektet 'Oil in Ice' begyndte i 2006 og går ud på at undersøge, hvordan olieudslip i arktiske farvande opfører sig. Desuden gik projektet ud på at teste forskellige metoder til at behandle olieudslip i isfyldt farvand.

Under de norske myndigheders godkendelse er der i forskningens tegn blevet konstrueret en række kontrollerede olieudslip i de arktiske farvande omkring Svalbard.

Metoderne til at fjerne olien gik blandt andet ud på at brænde det væk, at bruge kemikalier til at opløse olien og at bruge en mekanisk anordning til at fjerne den.

Resultaterne viste, at ved afbrænding eller brug af en kemikalsk opløsning, vinder man mest tid ved olieudslip i isfyldte farvand. De to metoder giver altså mere tid til at fjerne olien, når det er et isfyldt farvand, end man kender det fra olieudslip i åbent vand.

Desuden viste forsøgene, at isen fungerer som en naturlig bom for olien, som forhindrer den i at spredes yderligere.

Forsøgsprojektet har været ledet af non-profit forskningscenteret Sintef og er et samarbejde mellem forskningscentre i USA, Canada og Norge samt repræsentanter fra olieindustrien blandt andet Shell, Chevron og Total. Det er verdens hidtil største forskningsindsats omkring olieudslip i arktiske egne.

- Med disse resultater er vi meget bedre i stand til at bedømme, hvilken metode vi skal bruge ved forskellige olieudslip. Det er vigtig information i forhold til tid og effektivitet for de teams, som skal rydde op og fjerne olien ved et udslip, siger programchefen fra Sintef, Stein Erik Sørstrøm.

Konferencen slutter på fredag og sideeventen, hvor resultaterne fra Oil in Ice forskningsprojektet blev præsenteret, fandt sted tidligere i dag.