Oliespild: Troede det var lort

Det var Ilulissat Transport, der ubevidst pumpede mere end 5.000 liter spildolie i havet. De sender aben videre til turistskibet Clipper Adventure.
Skrevet af Oline I. Olsen
22. august 2012 14:33

En slamsluger fra Ilulissat Transport hentede slam i turistskibet Clipper Adventure tirsdag aften. Og de troede, at det var toiletslam, der pumpede ind i slamtanken, som senere samme aften blev tømt ved den såkaldte chokoladefabrik.

Det viste sig at være ikke mindre end 5.000 liter spildolie.

- Vi spurgte, om det var spildolie eller toiletslam? Skibets besætning sagde, at det var toiletslam, og det var på den baggrund at vi var nede og hente slam for dem, siger kontorchef i Ilulissat Transport Michael Kleist.

Han siger, at deres slamsluger ville have nægtet at tage imod, hvis de vidste, hvad der gemte sig i tanken.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, og det er ikke et kønt syn at stå her og se, der er oliespild nede foran vores modtagerstation for natrenovation, siger kontorchef i Ilulissat Transport Michael Kleist, mens han kigger ud mod havet, der er forurenet med ikke mindre end 5.000 liter spildolie.

Beredskabet i Ilulissat har siden i går aftes opsamlet 8.000 liter blanding af spildolie og havvand og bliver ved, indtil der ikke er mere olie i vandet.  

Ilulissat Transport opdagede først den katastrofale fejl, da det allerede var for sent.

- Vores stikledning ud til havet ligger under vand, så den slam vi har kørt herud har ligget under isen. Derfor har vi ikke kunnet se, at det var spildolie, vi har kørt ud, siger Michael Kleist fra Ilulissat Transport. 

Ilulissat Transport pumpede også spildolie ud i havet i samme sted for fire år siden, og betalte dengang for oprydningen i området.