Oliepriserne falder

Endelig falder oliepriserne også her i landet. Det fortæller Polaroil i dag.
30. november 2014 18:24

Det skyldes dog ikke det verdensomspændende fald i oliepriserne, men blandt andet at kursen på amerikanske dollars, som brændstoffet bliver betalt med, har været væsentligt lavere end de forudsætninger, der lå til grund for den sidste prisstigning i august 2014, fortæller Polaroil i en pressemeddelelse.

Prisfald i morgen

Men uanset årsagen betyder det at Polaroil er klar med en velkommen lille julegave til den grønlandske befolkning, med et fald i benzin- og olie og petroliumspriser på 24 øre pr. liter fra i morgen, den 1.december.

Fra i morgen nedsættes priserne således på gasolie/diesel fra 6,65 kr. til 6,41 kr. pr. liter. Petroleum vil falde fra 6,76 kr. til 6,52 kr. pr. liter, og benzin fra 6,50 kr. til 6,26 kr. pr. liter. Alle priser er inklusive 10 øre i miljøafgifter.

De faldende verdensmarkedspriser på råolie kan endnu ikke mærkes her i landet, fordi Polaroil som altid har indgået fastprisaftaler på olieprodukter for indkøbene i 2014.

Det har i perioden 2008-2013 samlet set sparet samfundet for 197 mio. kroner,

Lover ikke yderligere prisfald

Men i 2014 har det store prisfald på verdensmarkedet ikke været til fordel for Grønland, da fastprisaftalen for olieindkøb for i år blev indgået, lang tid før faldet i oliepriserne satte ind.

Polaroil har netop modtaget den sidste olieleverance i år. Næste gang der kommer olie til Grønland bliver i april 2015, men Polaroil vil ikke love yderligere prisfald på olieprodukter i 2015.

- Det afhænger af en lang række omstændigheder, som vi ikke kender endnu, siger KNI´s administrende direktør Peter Grønvold Samuelsen til Radioavisen i dag.