Olieprøveboringer? - Det er OK....

På gaden i Nuuk er folk overvejende positive, efter at Naalakkersuisut har givet Cairn Energy endelig tilladelse til at foretage olieprøveboringer.
Skrevet af Rune Langhoff
15. juni 2010 16:24

- Det er helt i orden, at de foretager efterforskningsboringer. Men jeg tænker meget på den Mexikanske Golf, for hvis der bliver fundet olie, er risikoen for udslip stor. Der er derfor både positive og negative sider af denne sag, siger Peter Møller.

Og det er især penge og forureningsfare, der spiller en rolle på gaden:

- Det er tankevækkende. Men vi kan ikke komme uden om det. Der er brug for penge alle steder. Man siger, at der er meget store forekomster af olie, og dem kan vi alle drage nytte af. Men vi hører også om den store forurening i udlandet, som man ikke kan komme udenom, uanset hvor godt man er forberedt. Men jeg ved, myndighederne her i landet er velforberedte, hvis uheldet skulle komme. Og sådan skal det være, siger Kristoffer Petersen.

En anden mand på gaden, Jonathan Jonathansen, er positiv indstillet over for olieefterforskningen.

- Penge er jo afgørende for Grønlands udvikling. Hvis ikke olieselskabet eller den amerikanske stat har været forberedt på et udslip, kan man heller ikke antage, at vi her i Grønland er forberedt på det. Men jeg tror, at myndighederne vil drage nytte af erfaringerne fra Den Mexikanske Golf, siger Jonathan Jonathansen.

De grønlandske råvarer er også i tankerne hos befolkningen:

- Hvis der bliver fundet olie, vil det være med til at understøtte Grønlands økonomi, siger Rigmor Villadsen fra Ilulissat, der dog også er bekymret for, at der sker et uheld i lighed med det i den Mexcikanske Golf.

- Meget af den kost, vi har i Grønland, stammer jo fra havet, og derfor er der betænkeligheder. Men jeg håber, at man har taget det med i overvejelserne, siger Rigmor Villadsen.